Er horisonten klar?
”Gud er død og vi har alle sammen slået ham ihjel – men med Guds død er horisonten væk”
Friedrich Nietzsche (Den Muntre Videnskab)
Homo Sapiens er et socialt, kulturelt og meningssøgende dyr.
Til mening hører at kunne besvare tre vigtige spørgsmål:
Hvorfor?
Hvorhen?
Hvordan?
Hermed også sagt, at det er nøgleelementer vi må sikre når vi ønsker at skabe fundamentet for vores organisation.
Når vi har forståelse for, hvorfor vi møder ind lige her og ikke i en anden organisation og hvorfor denne overhovedet eksisterer, dvs. hvad vi bidrager til hos vores kunder, så føler vi at vi udfører et meningsfuldt stykke arbejde.
Når vi har et billede af, hvorhen så bliver det nemmere at foretage de rette til- og fravalg i hverdagen og vi får en følelse af at vi bevæger os i samme retning og at vi i det hele taget bevæger os.
Når vi har en klar beskrivelse af hvordan, dvs. hvilke principper og værdier vi arbejder ud fra, så får vi en følelse af identitet, som er afgørende for om vi finder os tilpas med at være i en given organisation.
Samlet kan vi sige at når vi har disse tre faktorer på plads og til stadighed sørger for balance mellem en vis stabilitet og dynamik i dem, som afspejler udviklingen i omgivelserne, så er fundamentet for en sund og bæredygtig organisation skabt.
Samlet kan de siges at skabe den ”horisont af mening”, som vi efter ”Guds død” ikke bare får forærende med modermælken mere, men selv må skabe og som ledelsen af enhver organisation bør se som sin fornemste opgave at formulere og formidle.
Hvor klar er jeres horisont?